TEMA: Dania Line

I årene fra ca. 1965 til 1991 sejlede der udflugtbåde mellem Nysted og forskellige havne i Tyskland. De første år blev der sejlet med skibe fra et rederi  ejet af Willy Freter. Senere overtog rederiet Seetouristik sejladsen. Det byggede et nyt skib specielt til ruten. Det hed Dania, og siden dannedes et datterselskab, som hed Dania-Line. Der blev mest sejlet på Burgstaaken fra sydsiden af Femern.

I korte perioder var der trafik med turister fra Tyskland til Danmark, men det meste af tiden gik trafikken den modsatte vej, fra Nysted til Femern. Der blev hentet busfulde af udflugtsturister fra nær og fjern, fra Lolland, Falster, Sydsjælland og København. Rejsen kostede næsten ingenting, men rederiet tjente penge på salget ombord af toldfrie varer og mad og drikke på turen.

Så da de sidste toldbetalinger for varekøb fra det ene EU-land til det andet blev fjernet, blev varerne billigere i Danmark, og sejladsen blev opgivet.