Asfalt Adelgade
   Velkommen Lokalhistorisk Arkivs hjemmeside.


Nysted bys gader er gennem årene omlagt, kloakeret, asfalteret og moderniseret.

Ved et tilfælde er jeg kommet i besiddelse af et lille skrift fra 1938, som vidner om asfalteringen af Adelgade. Her følger historien om denne begivenhed.

I Forsommeren 1938 fældedes træerne langs Gl. Torvs Vestside; der blev anlagt Haveterrasser langs Sydsiden, og Adelgade blev asfalteret fra Jernbanegade til Havnegade. Østergade strækker sig nu fra Jernbanegade, medens Navnet Bagstræde bevares for Strækningen Nord for Jernbanegade. Klosterstrædes Navn forandres til Kirkestien. Nye Gadenavne og Husnumre blev opsat. Skraaningen ved Havnestien tilsaaedes med græs og der anlagdes Rosenbede. Rosenanlæg ved Trekanten ved Toldboden. Anlæg langs Strandvejen.

Nedenfor vises billeder fra asfalteringen:


Her ses billede fra opbrydningen. Man er startet ved krydset Adelgade, Jernbanegade og Slotsgade. Der er også taget et stykke op i Adelgade.
Bemærk, at opbrydningen er sket med heste og plov.


Her er man i gang med planeringen ud for det nuværende rådhus. Bortkørsel af materialer sker via tipvogne på skinner. Formentlig også med heste og vogne.

 

 


Betonstøbning. Masser af tomme cementsække ligger i forgrunden af billedet. Bagved ses rådhuset.


Asfaltkogeren og asfalteringen syd for ”Rådhuspladsen”.

 


Her er man så i gang med asfaltbelægningen. Dette skete ved håndkraft i røg og damp.
Der blev dog også tid til en pibe tobak.


Arbejdet slut. Feststemning i byen. Billedet viser Adelgade fra syd mod nord – taget stort set ud for Engelbredts fabrikker.

I forbindelse med afslutningen af asfalteringen af Adelgade blev der afholdt en indvielse og formentlig af Nysted Avis fremgår det:

Adelgades Indvielse.

Nysted Byraad foretog i Lørdags den officielle Indvielse af Adelgade ved en lille Højtidelighed.

Formanden for Gade- og Vej- udvalget, Avlsbruger Uller P. Olsen, bød velkommen og udtalte sin Glæde over Arbejdets Fuldførelse og at det var sket uden Uheld, hvorefter han afleverede Gaden til Byens Borgmester, Harald Jensen, der i en smuk Tale takkede enhver, som havde haft med Arbejdet at gøre og takkede ligeledes Beboerne for den Taalmod og Forstaaelse, de havde udvist.

Byraadets Medlemmer samt forskellige indbudte Gæster steg derefter til Vogns og kørte gennem den flagsmykkede Gade til Skansen, hvor Nysted By var Vært ved en Middag.

I den forbindelse blev der udfærdiget et lille festskrift.

Hæftet er et smukt lille hæfte, som måler 11,4 cm i bredden og 15,3 cm i længden. Hæftet er på 8 sider incl. for- og bagside, og forsiden prydes af et trekantet, sort stykke pap, hvor der er anført årstallet 1938, datoen 25. Juni og tekstet Adelgades Indvielse. Papstykket er foroven tilføjet med en sløjfe med dannebrogsfarverne rødt og hvidt, og i øvrigt hæftet med en hæfteklamme. På siden 2 er anført en menu, og de øvrige sider viser billeder fra gennemførelsen af asfalteringen af Adelgade. Nedenfor ses billede af festskriftet med tilhørende festmenu:

Det er sandsynligvis Nysted Byråd der har taget initiativ til udfærdigelsen af festskriftet. Med hensyn til selve fremstillingen kan jeg kun gætte. Ud fra fremstillingsmetoden og de mange initiativer som tidligere kæmner Rude Pantmann tog – ligner det et af hans arbejder. Derimod ved jeg ikke hvem der har taget billederne.

Der kan ikke være tvivl om, at hæftet har været udleveret til alle deltagere ved festmiddagen. Måske også som en form for adgangsbillet. Det sorte, trekantede stykke pap har så været entrebillet og hæftet i øvrigt brugt som oplysning om aftenens menu og billeder som minde for begivenheden.