Velkommen Lokalhistorisk Arkivs hjemmeside.

Nysted
Omkring
1860
ved S. Skouboe.

(Justitsraad Søren Skouboe er født i Nysted d. 13 Marts 1852, Søn af Købmand O. Skouboe (død 1858)*, der var Broder til Dr. Skouboe. Cand. Theol & polit; var han først Adjunkt ved Odense Kathedralskole og er nu Viceprovst paa Regensen. Som Søstersøn af Prokurator Nordbergs Hustru har han stadig vedligeholdt Forbindelsen med sin Fødeby, i hvilken han jævnlig aflægger Feriebesøg). S. 108

* Otto Ditlev Skouboe f. 17/4 1821 nedsatte sig 1820 som Købm. i Nysted. g. Juni 1851 m. Marie Elisabeth Strange f. 15/11 1824 D. af Skibsfører Strange, Nykøbing. (Søn af Hr. Søren Skouboe, Sognepræst i Vigsnæs, f. 1772 død 1830 og Andrea Katrine Sidenius f. 1790 død     ).

Under et Ferieophold i Nysted 10. Juni 1901 havde jeg Lejlighed til at gøre mig bekendt med den af Stiftsfysikus Dr. C. A. Hansen forfattede Beskrivelse af Byen. Under nogle Samtaler med nævnte Bogs Forfatter fremsatte han den Tanke, at jeg, som var barnefødt i Nysted, skulde levere et Supplement til hans Skildring ved at give et Billede af Byen og det Liv, der rørte sig i den i en bestemt Periode, saaledes som det formede sig for min Erindring.

Det er denne Opfordring, som jeg paa de følgende Blade har søgt at gøre Fyldest, og Perioden, jeg har valgt, bliver da Tiden omkring 1860, nogle Aar før og nogle Aar senere.

1. Byens Udseende.

Nysted er jo i Løbet af det forgangne Aarhundrede ikke undergaaet store Forandringer, men et og andet er der dog at bemærke om det ydre Fysiognomi, hvormed Byen fremtraadte den Gang i Sammenligning med Nutidens Forhold. Først maa det da med Hensyn til Byens omgivelser bemærkes, at den Omstændighed, at Aalholm som oftest henstaa ubeboet, ganske vist var et pekuniært og økonomisk Tab for Byen, men at det paa den anden Side medførte den Fordel, at man uhindret og til enhver Tid kunde færdes i de smukke Skove og Anlæg om Slottet. Dette gav ligesom Luft om Byen, og Turen ”Hestehaven rundt” var hele Sommeren igennem en yndet Aftenvandring for mange  af Byens Beboere. I ”Folehaven” kom man kun af og til, og en Ekspedition til ”Skansen” var en stor Sjældenhed; den nemme Adgang til Heste-
haven og denne Skovs mange smukke Partier og Udsigter gjorde, at Nystedernes Udflugter næsten altid gjaldt den. Tog man derud paa egentlig ”Skovtur”, hvilket jo om Sommeren var en ret yndet Form for gensidig Selskabelighed, saa medbragte man selv Service og Fødevarer, og Stedet, hvor Bordet blev dækket, var da fra først af gerne den smukke Plads imellem høje træer i Nærheden af Gartner Olsens Bolig (omtrent der, hvor Vejen fra Parken nu fører ud i Skoven). Hos Gartneren fik man Vand paa Maskine og kunde ogsaa fra ham i en snæver Vending faa servicet suppleret. Ogsaa et rundt Trælysthus paa høje Stolper, der laa i Skovkanten ud imod ”Hjortemarken” med Udsigt over Bugten, var et yndet Valfartssted, hvor Pladsen var god til efter endt Maaltid, at faa sig en ”Enkeleg” eller andre Friluftsforlystelser. I en Udflugt til Hestehaven var selvfølgelig altid indbefattet en Spadseretur til ”Nakken” eller til ”Skrænten”, fra hvilket sidste Sted der var særlig god Lejlighed til at observere smukke Solnedgange. Først hen i 60^erne blev der givet Købmand F. C. Petersen Tilladelse til at holde Beværtning fra en Pavillon, der laa foran i Skoven vis a vis Slotshaven *. Han fik snart god Søgning for de to Dage (Onsdag og Søndag), da Pavillonen var aaben og man kunde ogsaa paa andre Dage bestille Plads for et Selskab. I mange henseender var det jo en Nemhed, at man ikke behøvede at slæbe alt med; men de gamle Skovture uden Bismag af Kafe og Restaurationsvæsen, vare dog vistnok hyggeligere og fornøjeligere.

* Endnu henimod Slutn. af 70^erne eksisterede Pavillonen med Købm. Petersens Enke som Værtinde: tilsidst havde Tøffelmager Sicks Kone Beværtningen. CAH

Hvad Slotshaven angaar, da er dens Stil og Anlæg jo siden den Tid undergaaet en gennemgribende Forandring. ( I margen er anført S. 48) Med al Anerkendelse af de smukke Parkanlæg, der nu findes, og som jo i mangen Henseender gør et friere og friskere Indtryk, maa jeg dog fremhæve, at den gamle Tilstand med den stærke Afgrænsning imellem ”Slottets” nærmeste Omgivelser: Alleerne, Slotshaven og Skoven ogsaa havde sin Charme. Slotshaven fik derved ligesom et mere afsluttet og fornemt Præg, og særlig dens Forpartier, hvor man fra en lavere liggende del med lavstammede frugttræer kom opad en Rampe til den højere liggende terrasse med de mørke Graner, mellem hvilke den brede Midtervej førte op til ”Christianslyst”, var af megen Virkning og burde vistnok i sin helhed have været bevaret som en god Prøve paa svundne Tiders stilfulde Havekunst. Man maa vel ogsaa have Lov til at mindes med et Suk den lille Bygning, der laa saa malerisk paa Hjørnet af Alleen og Piledammen, der hvor nu Broen fører over til ”Kalveholmen”, hvis Forbindelse med Fastlandet da ogsaa nærmest synes at være en Forringelse af Bugtens landskabelige Skønhed. Som det gamle Slot laa der, øde og ubeboet frembød det vel ingen særlige arkitektoniske Skønheder; men det virkede ved sin Masse og sin ærværdige Alder meget imponerende, og en ensom Vandring af de smalle Stier langs Slotsmurene kunde især i Tusmørke være helt højtidelig og stemningsfuld.

Paa den anden Side gav det naturligvis i mange henseender mere Liv om Slottet, at Forpagtergaarden og de fleste Funktionærboliger den Gang laa i dets umiddelbare Nærhed, samt at Alleen til en hver Tid vare tilgængelige for Byens Folk og fremmede Gæster.

Mellem Slottet og Byen laa paa ”Piledammen” en lang Bygning med temmelig stor grund ud mod "Rørsøen"” Den havde i Tidens Løb været Sæde for forskellig Fabriksvirksomhed snart Stivelsesfabrik, snart Ølbryggeri. Nærmere Byen paa Piledammen laa endnu et Hus, hvor den Gang en Skomager havde sit Værksted. Hvor man fra Piledammen drejer om ad Strandpromenaden langs Haverne, laa det Hus, hvor den Gang Byens bedre Privatskole fandtes. Den styredes af Frk. Wederkinch, en statelig gammel Dame med Hængekrøller. Hun var af tysk Herkomst og var vistnok kommen hertil Landet som Lærerinde i de adelige Familier, og paa sine ældre Dage havde hun saa oprettet en Skole, der besøgtes af Pige= og ogsaa af nogle Drengebørn af Byens bedre Familier. En Kollega af hende, der tog sig af Ungdommens Opdragelse paa et endnu tidligere Trin, var den gamle Madam Hundrup, der holdt Pigeskole i et Hus paa Adelgade i Nærheden af Kirken.

I ”Søstrædet”, der nok nu kaldes Slotsgade, boede bl.a. den ene af de til Nysted knyttede Familier Stürup d.v.s. Moderen og Børnene; Familiefaderen var den Gang paa Eventyr i fjerne Lande, først i Australien for at grave Guld, senere i Sydamerika, hvor han, da han havde skabt sig en Virksomhed, kaldte sin Familie over til sig. Det var ham, der senere kom hjem til Danmark som Konsul og Rentier, og som i flere Aar var Folketingsmand for Maribokredsen *. (I margen til venstre står: S. 141). Paa Hjørnet af Søstræde og Adelgade boede Købmand W. E. B. Jensen, Fader til den kendte Politiker, Højesteretssagfører P. G. C. Jensen, og lige overfor paa Hjørnet nærmest Torvet I. C. Lund, der havde været Godsforvalter paa Aalholm og senere fra 1860 var Forpagter af Egholm.

* Nederst på siden har C A Hansen tilføjet: skal være Sakskøbingkredsen. S. 141.

Selve Byens Hovedgade ”Adelgade” havde i det hele samme Fysiognomi som nu, om end adskillige Huse i Tidens Løb ere ombyggede eller oppudsede. Kom man Nordfra til Byen, passerede man da først Møllen, der den Gang ejedes af Møller Schwartzlose, og derefter de to Genbohuse, hvor Købmand Samson (uden i margen til venstre er tilføjet: S. 423) og hans Søster Jomfru Samson drev Købmandsforretning, hun vistnok med størst Held. Lidt længere nede laa der to store Købmandsgaarde (uden i margen til venstre er tilføjet: S. 277), til Venstre Bønnelyches, til Højre Haidenheims. Den sidste Forretning, der i sin Tid havde hørt til Byens største, blev netop ved 1860 hævet vistnok som Følge af Pengekrisen, hvorom senere skal tales. Længere nede af Gaden tilvenstre laa som nu Gæstgivergaarden, der nylig var ombygget og derved havde tabt sit fremspringende ”Bislag”, der gav den et mere karakteristisk gammeldags Udseende. Saa kom en anden af Byens store Købmandsgaarde, hvor Købmand Bekker drev sin omfattende Forretning. Ligeoverfor Søstræde, hvor nu Realskolen er, boede Byens Borgmester, Justitsraad Schwensen. Paa den anden Side Gaden, hvor nu Villa marina med Tilbehør har Plads, boede Snedker Wilchen, derefter Dr. Poulsen og efter hans Død Prokurator Nordberg og saa fulgte lige overfor Raadhuset min Faders, Købmand O. Skouboes Købmandsgaard, hvor efter hans Død 1858 min Moder og senere hendes anden Mand, William Jensen drev Forretning. Paa Skolen havde den Gang tre Lærere Bolig nemlig  Kateket og Førstelærer Gjessing, de to Lærere Andresen og Frost, den første tillige Organist, den anden Kordegn ved Kirken. Paa det søndre Hjørne af Torvet laa Eriksens Slagtergaard og ved Siden deraf boede Smeden Brandt Jensen. Længere nede ad Kirken til i Aarestrups fordums Gaard Toldforvalteren, Kammeraad Brunnemann og skraas overfor ham Postmester v. Staffeldt, en Slægtning af Digteren Schack v. Staffeldt. Omkring laa den Gang endnu flere gamle Huse, saaledes det gamle Hospital med hvælvede Gange og foran Kirken ud imod Gaden den gamle Latinskolebygning med en høj Trætrappe op til Indgangsdøren. Paa det gamle Torv boede bl.a. Madam Suhr, hvis Mand i sin Tid havde haft en større Købmands-
forretning. Denne gamle Nystedske Slægt, hvis Stamfaders Navn er nøje knyttet til Byens og Kirkens ældre Historie, omtales bl.a. af Aarestrup i hans Rimbreve. (Ude i margen til højre er tilføjet: S. 114 187). Paa det gamle Torv laa ellers bl.a. det Hus, som Dr. Skouboe først i 60^erne købte og beboede. Det var ham, der fik Torvet beplantet med Træer og Buske. Længere mod Syd laa det Hus, hvor Krøyer-Sørensen 1848 havde begaaet sit Rovmord paa en derboende Enke. (Ude i margen til højre er tilføjet: S. 78). Vi Børn skottede dertil med en vis Respekt, og man fortalte almindeligt, at Morderen skulde have svoret paa, hvis han en Gang kom ud af Forbedringshuset, da at hævne sig paa Postmester Staffeldt, der havde været den, der først opdagede Mordet. K – S røbede dog, da han senere blev løsladt, ingen nye morderiske Tendenser; han døde, saavidt jeg ved, i Kettinge Fattighus.

Byens øvrige gader beboedes mest af mindre Haandværkere, Fiskere o.s.v. ”Bagstrædet” var endnu saa godt som ubebygget.

Byens Hovedprydelse, Kirken, er saa udførlig omtalt af Dr. Hansen, at jeg kan indskrænke mig til at minde om, at den ved 1860 endnu henlaa i sin noget forsømte Tilstand, særlig hvad det Indre angaar. Den var her belemret med de gamle perlemalede ”Pulpeturstole”, som udlejedes til de ”bedre” Familier”. De to Gravkapeller, det Rabenske (Pappenheimske) og det Suhr’ske, vare aabne ind imod Kirken, og gennem deres Gitterdøre saas de støvede Kister med deres falmede Pynt. Altertavlen havde den Gang endnu sin farvede Bemaling *, ligesom ogsaa det udskaarne Trægitter om Koret; men farverne vare meget medtagne af Tidens Tand og afløstes ved Restaureringen 1862 af den nu atter fjernede Egetræs-Overmaling. Korets træværk, saavelsom det gamle udskaarne Krucifiks gensaa jeg efter mere end 40 Aars Forløb, da jeg i 1904 tilfældig var til Stede, da man under Kirkens nyeste restaurering genaabnede det Pappenheimske Kapel, hvor man 1862 havde hengemt disse sager, før man tilmurede Aab-
ningen mod Kirken.

* Nederst på siden er tilføjet: Egetræsbemalingen afløstes i 80^erne af polychrom Oliemaling (S. 222), men først ved Istandsættelsen 1903 fik Altertavlen og dens Figurer de oprindelige prægtige  farver og rige Forgyldning tilbage. (S. 403). CAH.

Den gamle noget ujævne Brolægning blev vistnok ved det her behandlede Tidspunkt afløst af en bedre, men endnu i længere Tid henlaa Byen om Aftenen i Mørke, da der ingen Gadebelysning fandtes. (uden i margen til venstre er tilføjet: S. 22). Til enhver Families Bohave hørte derfor en eller flere Haandlygter, ved Hjælp af hvilke man fandt Vejen hjem, naar man en Vinteraften havde været paa Gæsteri hos Slægt og Venner (uden i margen til venstre er tilføjet: S. 23).

2. Kommunikationsforholdene.

De dage var for længst forbi, da Nysted, som der endnu ca. 1860 stod at læse i Velschows Geografi, havde Færgefart med Heiligenhafen. (uden i margen til venstre er tilføjet: S. 30 418). Men som Minde herom henlaa endnu paa Marken ved Skibsbygger Sparres Værft den sidste gamle Paketbaad ”Pegasus”, hvis Kahyt gjorde Tjeneste som Svinesti omme hos Købm. Burmester, der sammen med Godsforvalter Lund havde været deres Rhederi. Vi Drenge brugte den til Tumleplads, idet den agerede en Fregat, der blev entret af Fjenden. For Resten var der jo den Gang endnu mere stadigt og regelmæssigt Liv i Skibsfartsforholdene, idet Købmændene modtog saa godt som hele deres Forsyning ad Søvejen med Sejlskibe, der havde Hjemsted i Byen. Skipperne var den Gang tillige en Slags Kommissionærer for hele Befolkningen og havde mangeartede Ærinder at besørge til og fra Hovedstaden.

Vilde man ad Landevejen videre ud i Verden, mødte man den første større Hindring over Guldborgsund, hvor der endnu ikke vat nogen Bro. Man maatte da stoppe op ved Sundby Færgegaard for derfra med ”Trækfærgen” at lade sig og om ønskedes ogsaa Heste og Vogn transportere over til Nykøbing Færgebro. Om Vinteren og i daarligt Vejr kunne denne Overfart ofte være mindre behageligt for de rejsende.

Skulde man videre til Hovedstaden, var der endnu den Gang ingen andre Forbindelser over Land end Postruten via Vordingborg, Næstved til Ringsted, hvorfra man saa pr. Jærnbane naaede Hovedstaden. (uden i margen til venstre er tilføjet: S. 81, cfr. S. 280). Da jeg i Tredserne gik i Skole i Rodkilde, tog jeg, naar jeg skulde hjem i Ferierne, fra Roskilde Kl. 8 Aften og naaede efter en uafbrudt Diligencekørsel den største del af Vejen Nysted næste Middag Kl. 2, hvis da ikke Vejrliget yderligere havde opholdt os paa Vejen. Men rejsen var i det mindste i sin Begyndelse ganske fornøjelig. Ved Jul= eller Paasketid svingede ofte 25-30 Diligencer og Postvogne Ifølge ud fra Postgaarden i Ringsted. I Næstved bedede man i Hotel ”Vinhuset” paa Torvet, hvor varm Kaffe og friske Boller ventede de forfrosne rejsende, og saa gik det videre ad Vordingborg til under spændt Forventning om, hvorledes overfartsforholdene vilde stille sig. Men inden Nykøbing var naaet, var man unægtelig mat, og jeg husker, hvor hurtigt jeg faldt i en dyb Søvn, naar jeg først havde klaret de sidste Skær og var bleven anbragt i Nysted Postvognen.

Naar Aarstiden tillod det, valgte man vel som oftest at gaa ad Søvejen, naar rejsen gjaldt Hovedstaden. Men heller ikke denne Rute udmærkede sig ved Bekvemmeligheder eller Hurtighed. Da jeg i 1863 for første Gang rejste til København, tog vi fra Nykøbing med Dampskibet ”Falster” en dag ved Middagstid og naaede først Hovedstaden næste Dags Aften, efterat Toldbodbommen var lukket, saaledes, at vi maatte blive liggende paa Rheden til 3^die Dags Morgen. Men saa fik vi ogsaa undervejs Lejlighed til at gøre os nærmere bekendt baade med Stubbekøbing og Stege og at beundre Møens (?) og Stevns Klint for ikke at tale om den raske Gyngetur over Køge Bugt, hvor de smaa Dampere vippede som Nøddeskaller.

Dampskibsforbindelsen med Lybeck (1882-1901) kom vist først i Stand meget senere end omkring 1860; men en Gang imellem besøgte dog et Selskab af Folk fra Nysted og Omegn deres tyske genboer; saaledes var der en Gang i Begyndelsen af Tredserne arrangeret en Udflugt pr. Dampskib til Rostrock, hvor der var Marked, og til Badestedet Doberan. De hjemvendende Familiefædre hjembragte fra denne Tur forskellige Prøver paa den lokale tyske Industri, især repræsenteret ved Honningkager og Marcipan.

Endvidere maa det mærkes, at Byen jo den gang var uden Telegrafforbindelse med Omverdenen, saaledes at man endnu under Krigen 1864 modtog de vigtige Nyheder ”pr. Stafet” fra Nykøbing. Ude i margen til højre er tilføjet: fra 1869).

3. Embedsmænd og Borgerskab.

Uden at træde vore Dages Embedsstand for nær tør man vel nok hævde at deres Forgængere for et halvt Aarhundrede siden i sin rent ydre Fremtræden havde et mere stilfuldt og karakteristisk Præg. Naar Justitsraad Schwensen vandrede fra sin Bolig til Raadhuset for at pleje Retten, eller naar Pastor Gudmundsson skred sindigt op ad Gaden paa Menighedsbesøg, vilde selv en nyankommen Fremmed straks kunne slutte sig til Mandens Stilling og Værdighed af hans Ydre og Holdning. Noget lignende gjorde Postmester v. Staffelt og Toldforvalter , Kammerraad Brunnemann, (i margen til højre er tilføjet: S 298) der vistnok begge i deres Ungdom havde været Officerer og havde bevaret det militære Præg over deres Personlighed. Karakteristiske Typer vare ogsaa den statelige Toldkontrollør Felsenthal, der i sin Ungdom havde været med ved Waterloo som preussisk Granadir, og Dr. Poulsen, død 1856 (S. 109) der indtil Slutningen af Halvtredserne besørgede Byens og Omegnens Lægepraksis.

Handelsstanden havde 1857 som andetsteds været udsat for store Rystelser i Anledning af den store Pengekrise, og denne saavelsom Krigen 1864 bidrog vist til, at give Handelsforbindelserne en anden Art og Retning. Inden disse Begivenheder vare nemlig Hovedkilderne for Købmændenes Forsyning vistnok snarere i Hamburg end i København, og tyske Handelsrejsende gæstede ofte Byen. Fra c. 1860 og til Midten af 70^erne, da en ny Krise bragte Omvæltninger i Handelsforholdene, var det især Bønnelyckes og Bekkers Købmandsforretninger, der vare de dominerende, og som havde en efter Provinsforhold meget betydelig Omsætning.

Industri og Haandværk gik den Gang som senere ikke ud over en Tilfredsstillelse af Befolkningens daglige Behov. Mellem Nysteds mere karakteristiske Haandværkstyper fra de dage mindes jeg gamle Slagter Eriksen , Bager Christoffersen, Smedemesterne Brandt-Jensen og Gleje, Snedker Wilchen, Skomager Thuge, Garver Bischoff** og Skrædermester Petersen.

Nederst på siderne 311 og 312 er tilføjet: * Fader til Slagterm. Peter, Carl og Ferdinand. Er alle i Nysted. ** Fædre til de nuværende Haandværkere af resp. samme Navn og Fag.

Den sidstnævnte var bl.a. i en Del Aar Chef for Brandkorpset, en Stilling, som han satte stor Pris paa og hævdede med megen Værdighed og hvori han ganske fordunklede den mere tilbageholdende Chef for Politikoret, Købm. William Jensen. Koret havde endnu bevaret nogle Minder fra Fortiden, saaledes var der et Par af dets Medlemmer, der endnu havde Lov til at slide deres gamle Borgeruniformer med rødkantede Spidskjoler og høj Chakot. Det var for os Drenge meget interessant at følge Borgerne paa deres March fra Torvet til den trekantede Eksercerplads ude ved Christoffersens Mølle og der at overvære Øvelserne. Ved disses aarlige Afslutning holdt Chefen saa altid en Tale for Raadhustroppen, hvori han takkede Mandskabet for den Umage, det havde gjort sig under Øvelserne, hvorpaa Fanen i højtidlig Procession blev ført tilæ hans Bolig for der at opbevares til det næste Aar atter gik løs.

Til Byens Skipperstand, der som allerede før bemærket, den Gang spillede en betydelig større Rolle end senere, hørte bl.a. de to Brødre Chr. og Aug. Klotz og P. Knudsen, der senere havde en Restauration under Børsen i Kbhvn. Man var altid a jour med, naar en eller anden af dem skulde afgaa til Hovedstaden eller ventedes derfra, og deres rettidige Ankomst kunde ofte være af Vigtighed saavel for Købmændene som for de private. Med Mads Lods og Laurids Lods søgte vi Drenge at gøre os gode Venner for derigennem at faa Lov til at komme med paa en Sejltur eller til at laane deres Baade, det sidste i Regelen dog kun til Rosport.
Fællesinventarium for mange Familier var den trofaste, gamle Marie Vaskekone og Blinde-Mads, der hjalp hende at trække Rullen, medens de fik sig mangen god Passiar om Byens Forhold og Begivenheder. De var meget populære hos Ungdommen, der derimod holdt sig i ærbødig Afstand fra Skorstensfejeren og fra Natmanden Lars Knage, ved hvis Person, der endnu klæbede middelalderlige Fordomme. Byens Lærere havde den Gang alle deres Bolig paa Skolen, nemlig foruden Kateketen J. S. Gjessing, de to andre Lærere Kordegn Frost og Organist Andresen. Frost havde ved Siden af sin Skolegerning litterære Interesser (I margen til venstre er tilføjet: S 101.102) og var en Tid Byens Boghandler. Andresen var meget musikalsk begavet og kom i sine Ferier meget omkring i Omegnens musikalske Kredse, ligesom der ogsaa jævnlig kom Skuespillere, sangere eller Musikere fra Hovedstaden paa Visit hos ham. Han var tillige en fortræffelig Dilitantskuespiller, især naar hans medspillere var hans gode Ven Godsinspektør Alstrup fra Aalholm. Jeg husker dem saaledes: ”En Nat i Roskilde” og i ”Ægtemandens Repræsentant”, ”Hr. Grylle og hans Viser” og ”Redaktionssekretæren”. Frost levede efter at have taget sin Afsked en Del Aar i Kbhvn. Og brugte bl.a. sin Fritid til at udarbejde et større Værk om Københavns Topografi, som nu findes i Provinsarkivet i Kbhvn., hvor man ogsaa har Lejlighed til at beundre den Sirlighed og Nøjagtighed, hvormed han førte sine Kirkebøger.

Byens Damer førte endnu, maaske paa Borgmesterens og en enkelt anden Rxxxxx Hustru og Døtre nær, de gamle borgerlige Benævnelser ”Madam” og ”Jomfru”, og der var først i Løbet af de følgende xxxxxxx, at Frue og Frøkentitlen trængte igennem ogsaa hos Borgerskabet og skiftede i de bredere Lag. Ligeledes betragtedes det endnu som Affektion at sige Fødselsdag i Stedet for det den Gang almindelige ”Geburtstag”. Ogsaa andre tyske Ord, der den Gang vare almindelig anvendte, ere efter 1864 efterhaanden fortrængt af Sproget. Ogsaa nogle franske Gloser benyttedes almindeligt, medens de nu ere forsvundne af Sproget, saaledes hed en Fællesspisning paa Gæstgivergaarden en ”Souper” og var der knyttet Dans dertil en ”Assemblee’”. Jeg husker bl.a. at en saadan blev holdt 1860 i Anledning af Prinsesse Alexandras Formæling med den engelske Thronfølger.

4. Dagligt Liv og Fester.

Skønt man i en mindre Købstad som Nysted vel ikke er fulgt just saameget med, hvad Luksus og tiltagende Flothed angaar, som i Hovedstaden og de større Provinsbyer, saa er dog vist ogsaa der Fordringerne til Livet og dets Goder stegen en Del siden den Gang, vi her tale om. Men man maa derfor ikke tro, at man i Virkeligheden nu lever bedre end den Gang. Tværtimod maa det vist siges, at mange Produkter især af Landbruget som Ost, Smør, Æg o.m., naar det leveredes fra de større Gaarde, var bedre og mere velsmagende end det nu kan faaes, da Tillavningen drives Fabriksmæssigt, og Foderet er mere ”rationelt” men mindre kraftigt. Jeg tror ikke, at jeg lader mig skuffe af min Erindring, naar jeg paastaar, at nykærnet Smør som det leveredes fra Aalholm Ladegaard *, eller en Sødmælkrørt som den fra Ravnkilde paa Møllegaarden slet ikke mere lader sig opdrive.

Nederst på siden er anført: * Men det var vist nærmeste en Naadessag at faa Smør derfra, ellers maatte man tage til Takke med Bøndersmør, og det kunde være fælt. CAH, S. 124.

Og saa de dejlige hjemmelavede Pølser og Kager og Bagværk ved festlige Lejligheder og det gamle hjemmebryggede Øl. Der var ligesom noget mere individuelt og karakteristisk ved en Husholdning den Gang, da ikke alting købtes hos de større Leverandører, der sælger om til alle. Ogsaa hvad Beklædningsgenstande angaar, spillede den Gang, Husfladen en langt større Rolle end nu; Husets Kvinder strikkede selv Strømper og andet Uldtøj til Familiens brug, og i det mindste de ældre af Familiens kvindelige Medhaandxxxx deres Spinderok, hvoraf der i de mere velhavende Familier gerne fandtes et særlig fint Eksemplar med Mahognipolering og Messingbeslag. Ogsaa syedes i Hjemmet ikke alene Damernes Kjoler men tillige Drengenes Klæder for ikke at tale om det til Husholdningen hørende Linned m.m. **

Nederst på siden er anført: Og saa fandtes endnu ikke Symaskiner i Hjemmene! CAH

Spisetiderne er vel endnu i de fleste Huse de samme som den Gang. Morgenmad efter Tiden da man i sin gerning begynder Dagen, en let Frokost bestaar af Kaffe og Hvidsbrød Kl. 10 og Middag Kl. 12 a 1; derefter en længere Pause til Aftensmaden Kl 6 a 7, med Plads i det lange Mellemrum til Eftermiddagskaffe Kl. ca. 3 og hos mange vil ogsaa til en lille ”Mellemmad” Kl. 4 a 5. Selskaberne vare saa godt som udelukkende Aftenselskaber i Regelen med et velbesat ”koldt Bord”, ved mere festlige Lejligheder med en varm Steg og Rødvin. (Ude i margen til højre er tilføjet: S. 151). Til Kortspillet eller Passiaren efter Maaltidet mødtes saa Punchen frem, lavet af Rom eller Arrak og serveret i en Punchekande, der ofte var et ganske smukt Stykke, arvet fra Forfæderne eller hjembragt af Sømænd fra England eller Holland. En saadan dampende Punchebolle kunde fylde Stuen med en egen hyggelig Duft, og dens Indhold var vist egentlig baade mere velsmagende og mindre sundhedsfarlig end de Cognak eller Whisky-Toddyer, hvormed man nu ofte opvarter. I ethvert Fald var der noget mere gemytligt og samlede ved Punchen, af hvilken jo ogsaa Damerne nok kunde taale et lille Glas.

Som det vel til enhver Tid er almindeligt udenfor Hovedstaden, var Selskabligheden livligst i de store Ferier, Juleferien og Sommerferien, da de Sønner, der studerede, kom hjem med deres venner. Saa gik det løs med Baller og Selskaber, om Sommeren med Skovture og Sejltur. Af stadige Feriegæster om Sommeren mindes jeg Familien Stürup fra Venezuela, hvis sorte Tjener og Barnepige var Genstand for Ungdommens Nysgerrighed, og Universitetskvæstor, Justitsraad Gedde, hvis Navn gennem de af ham oprettede Legater er kendt og æret af mange i Nysted.

Foruden de Forestillinger, der gaves af Datidens omrejsende selskaber, Raus, Orlamundts, Svendsens o.a., var der i Regelen hver Vinter Dilettantforestillinger, mellem hvis bedste Kræfter kan nævnes Organist Andresen, Justitsraad Alstrup, Godsinspektør Lund, Prokurator Nordberg o. fl. Det var særlig Erik Bøghs * Stykker, der den Gang dannede Repertoiret, og de fik ofte en særdeles god Udførelse.

Nederst på siden er anført: * Forfatterretten var den Gang ikke saaledes værnet eller overholdtes i hvert Fald ikke saa strengt som nu til dags. CAH.

Markedsdagen samlede gerne foruden de forskellige handlende fra Nabobyerne en del Gøglere, Karruseller, Panoramaer o.s.v. Disse saavel som omrejsende Cirkusselskaber havde gerne deres Stade ved Møllen, paa det gamle Torv eller paa Havnepladsen. Til Datidens mest yndede Beriderselskaber hørte Hoffmanns med Direktørens to netto og meget afholdte Døtre Flora og Josefine, som jeg mange Aar efter traf i Odense, hvor de levede som ældre og velansete Frøkener. Der kom jeg ogsaa til at bo i Hus sammen med den gamle Kammager Ernst, der som yngre ogsaa hørte til de faste, aarlige Markedsgæster ogsaa i Nysted. Blandt Gøglerne mindes jeg den ”stærke Mand” Schenstrøm. Taskenspilleren Bills, Dværgen Picolomini og Ejeren af et bevægeligt Panorama, hvori bl.a. præsenteredes ”Fæstningen Sveaborg Belejring”. En over hele Hoffet velkendt Karruselejer var Morten Myg. Den berømte Tyroler Ferdinand og hans ”brunøjede” Datter, beærede ogsaa af og til Markederne med deres Nærværelse.

Til de lokale Originaler hørte den gamle ”farende Svend” Harder, der jævnlig gæstede Byen og Omegnen. Han kom vandrende ned ad Gaden med Randsel paa Ryggen, trallende sine Visestumper. Naar han saa fik reddet sig nogle vaade Varer, endte det gerne med, at han i Procession blev ført til Arresten for næste Morgen at blive gelejdet ud af Byen af Ordenens Haandhæver Politibetjent Godske Jensen. En Trægruppe i Hestehaven bar Navnet ”Haders Lysthus”, fordi han ofte om Natten havde sit Tilhold der. Ogsaa den stærke Hestepranger Peder Bjørn gav af og til Byens Politistyrke nok at bestille, naar han efter at have nydt en for kraftig Frokost hos sin Købmand lavede en større Fest i Gaderne. Jeg mindes to Gange at have set ham med megen Besvær at blive transporteret til Raadhuset af den samlede Politistyrke.

Byen fik vist omtrent ved 1860 sin første faste Fotograf. Inden den Tid gæstede den af og til af omrejsende Fotografer fra Hovedstaden; bl. dem mindes jeg Striegler og Straläcker.

5. Aalholm som Lazareth.

Som alt ovenfor nævnt henlaa Aalholm Slot i det her omhandlede Tidsrum for det meste ubeboet. Grev Chr. Rabens urolige Sind drev ham til idelig at forandre Opholdssted enten i eller udenfor Danmark, og hans Adoptivdatter senere Professerinde Munch, opholdt sig mest paa Rydhauge i Jylland. Begivenhederne i 1864 medførte imidlertid, at Slottet for en Tid fik en stærk Indkvartering.
Et Tilbud fra Greven om at stille Slottet til Disposition som Lazareth blev nemlig med Ja! modtaget af Regeringen, og efterat de dermed forestaaende Dispositioner vare trufne, ankom den første Transport af saarede et Par Dage efter Slaget ved Dybbølskansen d. 18 April. De ankom pr Dampskib fra Als og transporteres paa Vogn eller Baarer langs Stranden og Piledammen, der var belagt med Halm. Byens Befolkning var selvfølgelig paa Benene for at modtage de saarede krigere, og saa længe Lazarettet opretholdtes – saavidt mindst til hen paa Efteraaret – vistes der ikke Beboerne megen deltagelse.
Lazarettes Forvalter var Justitsraad Grüner, dets Overlæge Justitsraad Baumann. De stillede sig begge straks i et venligt Forhold til Befolkningen og tillod indenfor videst mulige Grænser Besøg og Ekstratraktementer for Patienterne. Disse vare næsten alle menige Soldater, kun et Par af dem vare Underofficerer; vest kun én, en Overfyrværker Skulle havde sit eget Værelse og fik Officersforplejning. Mange vare meget hårdt saarede og havde mistet Arme eller ben; en del af dem afgiv ogsaa ved Døden *: men for dem, der kom sig, var det jo til stor Rekreation i Sommerens Løb at kunne færdes i Slottets Alleer og Have.

Nederst på siden er tilføjet: * 12.

De fleste saarede laa i Værelserne i Midterfløjenes Stueetage. Da der hen paa Foraaret udbrød en Tyfusepidemi, blev de af denne Sygdom angrebne isoleret andetsteds i det rummelige Slot. Af dem, der laa paa Lazarettet som saarede, mindes jeg Overspillemand Axelsen, der senere i mange Aar var en yndet Musiker i Tivoli; endvidere Pödenphant, senere Maler i Horsens og denne Bys Folketingskandidat, Andersen, der i 40 Aar derefter til sin Død i 1904 stod som Bybud paa Købmagergade, hvor jeg daglig vekslede Hilsen med ham; Jensen, der senere blev Portner ved Artilleriets Laboratorium og som var Fader til den københavnske bekendte Skuespiller Frederik Jensen. Jensen var saaret af Granatstumper i Brystet og Overarmene, og man havde ment, at kunne undgaa en Amputation; men en saadan viste sig mere end 25 Aar senere nødvendig, og han fik saa dog saa langt efter sin Arm sat af. Endvidere en sønderjysk Bondekarl ved Navn Doolewerth og en Jyde ”Sorte Hansen” der med stor Fatning og med stærk religiøs Tillid til Forsynet bar sine store Lidelser, medens en høj, blond Fynbo af samme Navn, en Forretningsmand i lyseblaa Kappe, var mere tilbøjelig til ved et lidt taalt Overmod at vække nogen Forargelse. Det betragtedes af kammeraterne som en retfærdig Nemesis, at han, da hans amputerede Ben næsten var lægt, ved i Kaadhed at danse rundt i Alleen paa det sunde Ben faldt og fik Saaret til at bryde op igen, saaledes at hans Sygeleje betydelig forlængedes.

Efterhaanden som de saaredes Tilstand forbedredes, kom de omkring paa Besøg hos Byens Borgere, der stadig havde bragt dem Levnetsmidler og Forfriskninger af forskellig Art. Ogsaa blev der gentagne Gange af Nystederne arrangeret smaa Festligheder i Alleen foran Slottet med Kaffe, Chokolade og Ligende. Frk. Raben og hendes selskabsdame Frk. Schønheyder, der i denne Sommer havde deres Bolig paa Bramslykke, viste ogsaa de saarede megen Opmærksomhed og Gæstfrihed.

Da Belægningen var størst, havde Lazarettet vist ca. 120 Patienter. I løbet af Eftersommeren sank Antallet efterhaanden, og man transporterede de tiloversblevne Patienter andetsteds hen, for at deres helbredelse der kunde fuldbyrdes.

---------------_*---------------

Uddrag af
Kirkeinspektionens Protokol.